Der er blevet drænet og planter blevet anskaffet. I havens skel er der sat poppel og bøg, iblandet eg og lind. Efter tidens skik er der også anlagt en rosengang, som munder ud i et farveorgie af guldregn, der falder over persiske syrener. Der er en idyl i haven med duft af kaprifolier og uægte jasminer. Store elmetræer kaster deres skygger ind over præstegården i sommernatten, og om foråret tænder kastanjerne deres lys i en række langs indkørslen. Efter sigende kommer folk fra fjern og nær for at se og lære, hvordan en have skal se ud! Vi skriver vel omkring 1830, og stedet, ja, det er Roager præstegård. Kastanjer langs indkørslen er der stadigvæk. Lige nu har de en sygdom, bladene bliver brune midtsommers og krøller sig sammen; forhåbentlig klarer de gamle træer det! Roser er der her også stadigvæk, omend ikke en rosengang. Guldregn kan man også finde og masser af bøgetræer. I december 1824 flyttede der en ny præst ind i Roager præstegård: Andreas Frisch Hønne. Egentlig skulle han stave sit navne Høhne, men det skal så udtales som en sådan en på to ben, der løber rundt i en hønsegård. Det kan give anledning til drillerier: Blind høne finder også et korn eller: jeg har en høne at plukke med dig! Da Høhne var stud.teol. i København, i 1811 påbegyndte han studiet, ændrede han derfor navnet til Hønne. Hønne var af præsteslægt. Født 1792 i V. Vedsted præstegård, ikke langt fra, hvor han siden blev præst. Hans farfar havde bygget præstegården. Om Hønnes egen far fortælles det i øvrigt, at under en prædiken faldt lydhimmelen over prædikestolen ned over ham. Heldigvis var den så mør, at den ikke gjorde skade på prædikanten; hans hoved stak op over den. Og efter at et par velvillige karle havde fjernet præstens nye iklædning, fortsatte han prædikenen - som om intet var hændt!
Men da Andreas var bare to år gammel, døde hans far. Datidens sociale sikkerhedsnet betød, at forsørgelsespligten for præsteenker påhvilede efterfølgeren i embedet. Men i dette tilfælde må fru pastor Høhne flytte ud af præstegården og til Ribe, og familien måtte klare dagen og vejen ved hjælp af en lille pension, venners gode hjælp og almisser. Let fik den teologistuderende det derfor heller ikke i København, ja mest af alt levede han vel på et eksistensminimum. Da han i 1817 bliver teologisk kandidat vælger han måske derfor at søge et embede med særlige økonomiske fordele. Og han får det: Han bliver præst på Grønland, i Holsteinborg og Sukkertoppen. Forholdene i Grønland er nærmest katastrofale. Besejlingen fra Danmark svigter. Og der er efterdønninger af en koppe-epidemi. Men Hønne gør et godt stykke arbejde som præst og missionær. Og det ser ud til, at hans økonomi bliver mere end god! 
1824 vender han tilbage til Danmark. Der var flere ansøgere til det ledige embede i Roager, men det er Hønne, som får det – ved kongelig bevilling. 
Måske han på Grønland havde savnet roser og træer. I hvert fald er det ham, som anlægger haven. I dag er der stadigvæk et par kæmpestore bøgetræer, som Hønne givetvis har plantet, og som har markeret den daværende haves nordlige skel. Til Hønnes nye embede hørte 16 køer, 4 heste og 14 får. Men Hønne var en rigtig igangsætter. Foruden de gængse kornsorter blev der dyrket boghvede, bælgfrugte, rog (som jeg ikke ved, hvad er) og hør. På sine gamle dage fik Hønne pengesorger. Han vidste han ikke, hvor han skulle gøre af dem! - Allerede efter få år i Roager var han faktisk blevet kaldt for "kapitalist". Men så fandt han på at skænke 1000 rigsdaler til den præsteenkelbolig, som forgængeren pastor A. C. Bruun havde oprettet i Hundegade i Ribe. Måske han tænkte på sin mor og hendes kummerlige forhold! Og der blev givet ikke mindre end 3000 rigsdaler til Viborg Fængselsselskab og 4950 rigsdaler til Flakkebjerg opdragelsesanstalt ved Slagelse, en anstalt ” for forbryderiske, forvildede og forsømte drenge”. Hønne blev aldrig gift. Men han havde en husbestrerinde, Marie. De var lige gamle, og havde kendt hinanden siden barndommen. Hun blev hos Hønne gennem alle årene. I en alder af 68 år begærer han sin afsked. Han har ikke længere kræfter til præstegerningen og det engagement han havde på så mange områder. Til biskop Daugaard i Ribe skriver han: ”Ved Herrens nåde har jeg overstået fastens tid, påske og konfirmation, dog kun under megen møje og bekymring, thi jeg mærker, at jeg dagligen mere og mere svækkes på legeme og sjæl, og der fattes mig den kraft og dygtighed, der udfordres til mit embedes gerning”. 
Roager-præsten flytter til Ribe og får syv gode år endnu, skønt sygdom plager ham. Ribe holdt han meget af. Den lå ved ”det hav, hvis vilde musik var min vuggesang”. Hønne blev begravet på Ribe gamle kirkegård. Hans gravsten, en høj sandsten med hvid marmorplade, findes ikke længere. Men et gammelt fotografi fortæller indskriften:


Pastor Andreas Fridsch Hønne født d. 1ste November 1792 død d. 4de October 1867. Flakkebjerg Opdragelsesanstalt og Viborg Fængselsselskab satte ham dette Minde.

Hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en Sjæl fra Døden.

 

Kilder: Randi Stendevad, Grindsted: Præstens hus i Roager. Vestkysten 29. 12. 1980.

En dansk præste- og sognehistorie 1849-1949. 2. halvbind , Ribe stift.

Jørgen Hanssen, november 2010