"Det går an!" soj æ Spanne Præst

Spandet kirkes ældste præstetavle er fra 1754. Tavlen er på latin, på nær en enkelt sætning: ".. det går an etc". Ordene er tillagt præsten Peter Møller. Han havde af biskoppen i Ribe fået besked om ikke at gå til kros, hvorefter bønderne foreslog at bære ham. "Det går an"! sagde Spandet-præsten. 

I Sprogforeningens Almanak for 1923, har Peder H. Smidt, Spandet, digtet om præsten og hans genvordigheder med biskoppen i Ribe. Digtet er imidlertid på sønderjysk. Til glæde for andre gengives det her på rigsdansk: 

Ude på vesteregnen i et sogn, 
som længe før vores tid fik Spandet til navn, 
der var der i gammel tid en præst, 
som i kroen var en stadig gæst. 

Han sad der tit og mangen gang 
hele dagen og natten lang. 
Kroen havde han så kær, 
og det var ikke så sært, 
for han holdt af den drik, 
som her i kroen han fik. 

Men da bispen i Ribe lod sig fortælle, 
at præsten så gerne i kroen ville dvæle, 
så lod han bud gå herop til vores præst, 
at han skulle være en velkommen gæst, 
når han ville komme ud og give besked 
om sig selv og sin menighed. 

Det var synd at sige, at præsten blev glad, 
men der var slet ingen anden vej 
og en dag, da vejret tegnede godt 
trak han i sine klæder så flot 
og tændte den sølvbeslåede merskumspibe 
lod spænde for, og drog afsted til Ribe. 

Hvad bispen han sagde, ved jeg ikke så nøje, 
men til sidst vores præst sine knæ måtte bøje 
og så måtte han love ved sin ære og sin tro, 
at han aldrig mere ville gå ind på "æ kro". 
"Så gå med fred!" bispen han meldte, 
og længe i Ribe vores præst ikke dvæl'te. 

Hjemad - han var både tvær og sur, 
og af og til han kusken skældte ud. 
Kusken - han hed forresten Mads - 
i dag ku' han slet ikke køre tilpas, 
så vi kan forstå, at alt imens der blev kørt, 
kom jo også Mads i et dårligt humør, 
og skønt hesten var villig og rask 
han gav den mange velmente dask. 

Sådan går det til i verden. Du kender det vist, 
de uskyldige tit må lide til sidst. 
Da de sidenhen skulle køre kroen forbi, 
præsten han kiggede til den anden sid', 
han mente, så ville fristelsen ikke være "så stoe", 
og det ville være lettere at "stå imoe"? 

Men hvad går der nu i dag af Mads? 
den karl er nok ikke tabt bag et læs. 
Han kender til punkt og prikke 
sin husbonds gode, ældgamle skikke: 
og så smelder han med sin pisken 
og gør holdt lige uden for kromands-disken. 

Nej, "Kør! Kør!", præsten skreg 
og blev i det samme om næsen så bleg. 
"Bispen i Ribe har jeg lovet 'før' 
ej mer' at gå ind ad kromandens dør. 
Og jeg hverken kan eller vil, 
for mit embede og ære står på spil!" 

Der kom nogle rynker i Madses pande, 
og han svarede præsten: "Er vi da sat i band!" 
At sådan en gammel, ærværdig "hallunk" 
ikke kan lade os "ramme" maden med en dunk. 
Jeg synes, det er både synd og skam 
at nægte en tørstig mand en dram. 

"I har lovet bispen ved jeres ære og tro, 
at I aldrig mer' vil gå ind på vores kro. 
Men hvad så, hvis vi på en anden manér kunne komme ind på kroen i kvarter? 
Hvad synes I, Far, om dette her: 
at jeg Jer ind ad døren bær?" 

Præsten kunne ej længer stå imod, 
og snart sad han bænket derinde ved sit bord. 
Så kom han rigtigt "i sit es". 
Han klinked med dem alle, han nikked' til Mads. 
"Det går an!" sagde han så, "nu bispen vi snød, 
og ingen skal sige, at det var mig, der ordet brød. 
Herefter kan jeg også med ret og med ære 
min kjole og min krave som præsten bære. 
Men fra sogn og til sogn der vil gå ry 
om præsten og kusken fra Spandet by". 
JH