Søndag morgen
Methine Smidt april 1906
Viden om jeg hører klinge
klokketoner, festlig sang,
lyst sig solens stråler svinge
gennem bøgens bladehang.
Hist jeg hører lærken synge,
her søgte træets blade gynge,
slig sang jeg gerne lytter til -
naturens underfulde spil. –
Himlen er med glans omflydt,
dyb, heftig fred trindt udgydt.
Alting Gud at tjene stræber,
lægger mig en bøn på læber.
Ved kirkens fod det ligger trygt,
mit kære gamle barndomshjem,
på sikker grundvold er det byg´t,
har en skat af minder dybt i gem.
Kirken knejser højt mod sky,
gården ligger gemt derunder.
Til kirken er det godt at ty
i mørke som i lyse stunder.
Han har hjælp og råd og trøst,
som er kirkens og vor Herre
for livets mange savn og brøst,
men det glemmes tit desværre.
Det er ham, som glæden skænker
- de lyse timer som de tunge.
Lad os altid det betænke,
så vi takke-lovsang sjunge.
Så er hjemmet vel bevaret,
når det er i hans varetægt.
Så bli` r livet som forklaret,
det, som er ondt, får mindre vægt.
Så bli` r luften i hjemmet så ren,
så vil freden i det ta` sæde.
Nu trygt vi ka´ færdes der,
siden hen altid det mindes med glæde.